torsdag den 10. april 2008

Forårsopdatering

Sidst jeg var her, var til juleopdateringen......... Det er jo ikke ligefrem noget at reklamere med, og da oveni købet ikke når jeg i mellemtiden har fået heltestatus - tak for det Birthe, det ved jeg sørme da ikke om jeg kan leve op til.


Indtil videre er det ikke haven, der har fået opmærksomheden. Der har været arbejdet ihærdigt for at få alle potterne i butikken fundet frem fra vinteropbevaringen. Heldigvis har jeg rigtigt gode hjælpere, som træder til, når der skal ske noget. Først pottede vi 2.500 barrodsplanter lige inden påske. De fik en lidt hård start på livet med en uges nattefrost, men de er heldigvis ved at komme til hægterne. Jeg havde helt sikkert kalkuleret med at skulle gøre de overvintrede stauder klar i påsken, men det projekt blev lige så stille sat i bero, indtil vejret blev lidt bedre.


Og nu er vi klar til sæsonen, og jeg glæder mig helt vildt til at få nye planter hjem - der kommer heldigvis nogen igen i næste uge - og til at se det hele grønnes og gro.

Siden juleopdateringen har vi også holdt konfirmation for Rasmus. Vi havde en rigtig hyggelig dag med vores knægt og alle gæsterne. Rasmus holdt tale for hele selskabet. Han gjorde det rigtig godt og nød det øjensynligt. Hans bemærkninger til forældrene gik for farens vedkommende på, at hans støtte til Randers FC-drengene ikke lige falder i knægtens smag. Og for mit vedkommende var meldingen helt klar: "Og dig mor - du har jo gået i haven hele mit liv". Den bemærkning behøver vist ikke at uddybes nærmere........


Fra 1. april til havesæsonen er slut, er jeg så heldig at have en fantastisk aftale med min chef. Jeg arbejder kun tirsdag, onsdag og torsdag for at have tid til haven og butikken. Så er det faktisk ved at ligne noget, når "weekenden" er længere end arbejdsugen!!!

I morgen får familien Svane et nyt familiemedlem, som også kommer til at kræve tid og opmærksomhed, men vi glæder os til at få hund i huset igen efter hele 4 uger uden, og vi glæder os til at lære Frida at kende.

















Ingen kommentarer: